Shadow Army


Hvad handler Shadow Army om?
En terroraktion mod den danske ambassade i Islamabad dræber 11 mennesker. Angrebet er udført af Al Qaidas eliteenhed, Shadow Army, med topterroristen Mohammed Jamal Azzam i spidsen.
Tre patruljer fra Jægerkorpset indsættes i den hemmelige Task Force Black, som har til formål at eliminere højtstående Al Qaida-medlemmer. De danske elitesoldater forbereder en operation i de uvejsomme bjerge mellem Afghanistan og Pakistan for at få ramt på Azzam, men Al Qaida viser sig stærkere end antaget, og det kommer til en voldsom ildkamp.
Den 34-årige jægersoldat Michael Plessner såres hårdt og slipper kun væk med nød og næppe. Et par døgn senere bliver han fundet af en 14-årige afghansk dreng, Jahwed, som bringer ham til sin landsby. Her bliver Plessner omfattet af den lokale stammekultur, som indebærer, at landsbyboerne beskytter ham med deres eget liv som indsats.
Men det rygtes, at Plessner holder sig skjult i landsbyen, og Al Qaida-cellen vender tilbage. En ny blodig konfrontation venter.
Læs kapitel 12
Skumring på Bagram Airbase. En amerikansk C-130-transportmaskine taxiede ind på pladsen foran
Task Force Blacks hangarer. Bortset fra flyets motorer herskede der stilhed blandt de amerikanske, britiske og danske elitesoldater, som i ørkenuniformer med overhængte våben var formeret i to geledder langs kanten af pladsen. I den ene hangar stod to kister på metalstativer svøbt i flag. Begge Dannebrog. Syv jægersoldater omgav hver kiste – tre langs siderne, én foran. De havde bordeaux baretter på, bar sorte armbind og kiggede stift frem for sig i giv-agt-rør-stilling. Der var ingen pomp og pragt, intet militærorkester – kun Jægerkorpsets estandart, som blafrede let i aftenbrisen.
Flyets motorer blev bragt til tavshed, og bagenden af skrogets bug åbnede sig, hvorpå et par af besætningsmedlemmerne fejede lasterampen. Med langsomme skridt marcherede de to geledder af elitesoldater samtidig mod flyet og dannede en korridor i retning mod hangarerne. Rammerne for en ramp ceremony var sat.
I hangaren lød et par afdæmpede kommandoer. Jægersoldaterne indtog retstilling og løftede kisterne op. Efter endnu en kommando de sig i bevægelse i retning mod flyet. De to jægersoldater, som gik foran kisterne, haltede, og den ene havde venstre arm i en slynge.
Soldaterne i korridoren stod ubevægelige og gjorde honnør, mens kisterne langsomt bevægede sig forbi. Da de nåede rampen, trådte de to forreste jægere til side og gjorde plads til den amerikanske feltpræst, som afsagde en kort bøn og en velsignelse.
Jægersoldaterne fortsatte herefter op på rampen og videre ind i flyets kabine, hvor de lempede kisterne ned på gulvet. Alle gjorde front mod dem, rettede sig op og gjorde honnør. Derpå forlod de kabinen med undtagelse af de to jægere, der havde gået foran kisterne.
Mulle og Tarok knælede ned. Mulle lagde på skift siden af hovedet på kisterne, lukkede øjnene og knugede hænderne, så knoerne blev hvide. Ved siden af ham sad Tarok og lagde den frie arm på én kiste ad gangen. Læberne bevægede sig, men ingen andre end ham selv kunne tyde ordene.
Efter nogle minutter rejste de sig, gjorde honnør og forlod flyet til lyden af rampen, som med en skinger lyd hævede sig bag dem.
Kort tid efter løftede C-130’eren sig over bjergene med sin last.
I task forcens operationssektion gjorde man status over Operation Black Claw. Jamal Azzam havde ikke været blandt de knap firs lig, man havde fundet i kløften ved landsbyen Aghal Kili under undsætningsoperationen af VIKING 01, 02 og 03. Nye efterretningsinformationer bekræftede, at Azzam var undsluppet ildkampene med sine livvagter og nu igen befandt sig i Waziristan.
Task Force Blacks primære mål var stadig ikke elimineret. Man var tilbage ved udgangspunktet. Indtil efterretningsfolkene havde flere valide oplysninger om Azzams gøren og laden, satte task forcen jagten ind på sekundære mål i grænseområdet. Blandt andet Taliban- og Al Qaida-celler, som finansierede kampen mod de vestlige styrker ved hjælp af narkohandel. Operationsstaben fik således ordrer til at udarbejde nye concept of operations til de forskellige teams.
Herefter redegjorde S-6-kommunikationssektionen kort for de radioproblermer, der havde været mellem task forcen og de tre VIKING-team under store dele af operationen. De tekniske problemer ville blive løst, blandt andet ved at tildele nye frekvenser på kommende operationer.
Til sidst gjorde man status over personellet, herunder de danske jægersoldater fra the Danish Special Operations Forces, the Jaegers. Sergeant First Class Mark “Baloo” Danielsen og Sergeant First Class Hans Christian Meyer var døde i kamp. Killed in action. En tredje shooter fra DASOF, Sergeant Andreas Berntsen, var blevet såret i kamp, wounded in action, og fløjet til det amerikanske militærhospital i Landstuhl, Tyskland. Eftersøgningen af en fjerde shooter, Sergeant First Class Michael Plessner, ligeledes DASOF, var efter tre døgn blevet indstillet. Han blev erklæret MIA. Missing in Action.
Plessner og hans “brødre” i jæger-patruljen:
Michael Plessner, 34 år, oversergent og patruljefører, kaldet Pless af sine jægerkammerater. 194 centimer høj, 98 kilo. Plessner har 12 års operativ erfaring i korpset heraf en årrække som sniper, hvor han opnåede legendestatus efter et confirmed kill på en rekordsafstand under en operation i Baghdad, Irak. Er desuden én af korpsets instruktører i kampsporten, krav maga. Kammeraterne i patruljen – brødrene – betyder alt for Plessner, og de udgør den familie, han aldrig rigtigt har haft.
Tarok, radiomand. En næsten to meter høje kraftkarl, der ikke lader sig skræmme af meget i denne verden. Valsede ubesværet igennem aspirantkurset og fik derfor sit øgenavn Tarok efter den legendariske danske travhest. Den 32-årige landmandssøn er én af de få jægere, som ryger, og han interesserer sig ikke synderligt for fysisk træning men er fra naturens side udstyret med en gudbenådet råstyrke. Hans uhøjtidelige charme og imponerende fysik har en nærmest magisk effekt på kvinder, der sværmede om ham på Ålborgs barer og værtshuse.
Hans, spejder og ansvarlig for materiellet. Han er en lille, senet fyr på 33 år, som kun ytrer sig, når der er grund til det. De andre i patruljen respekterer ham højt for hans selvkontrol og skarpe hoved, og fordi han altid bringer en særlig ro over patruljen. I sin fritid dyrker han en særlig form for faldskærmsspring kaldet basejump, som indebærer, at han kaster sig ud fra bygninger, antennemaster og klipper. Han er gift med sin barndomskæreste, Lisa, der netop har født ham en lille søn.
Andreas, sniper. Tidligere elitekajakroer og har deltaget ved de Olympiske Lege i Athen og valgte året efter at forfølge sin drengedrøm om at blive jægersoldat. Han er med sine 25 år den yngste i patruljen og dermed den mest uerfarne.
Christian Mühldorph, sprængningsmand. Han kaldes Mulle men ligner alt andet end det, som øgenavnet antyder. Den 32-årige jægersoldat har et mørkt fuldskæg, som skjuler en række ar på kæbe og hals, og hans arme og overkrop var dækket af dystre tatoveringer med motiver fra den nordiske mytologi. I sine yngre dage var han en talentfuld sværvægtsbokser med amatørkampe i ind- og udland – samt en del på byens værtshuse. Hårdfør, handlekraftig og kompromisløs. En sand kriger.
Mark, kaldet Baloo. 38 år gammel og patruljens alderspræsident. Udover at være patruljens medic er han forward air controller, FAC, den som dirigerer flyene, når de kastede deres dødelige last mod fjendtlige mål på jorden. Baloo er tidligere dansk mester i brydning. Ham og Plessner er bedste venner og de gennemførte aspirantkursus sammen. Baloos kone, Trine, er gravid i ottende måned og nedkommer med en dreng.

Plessner foretrukne våben og udrustning
Plessner foretrækker, ligesom resten af jægerne i sin patrulje, en MultiCam Crye Precision uniform. Den er lettere, sidder bedre og har flere lommer end den traditionelle danske ørkenuniform. Som udrustningsvest anvender han en Eagle Chest Rig. Sædvanligvis benytter han en CQB (Close Quarter Battle) C8, som er monteret med en Surefire Supressor (lyddæmper), ATPIAL LA-5 laser, EOTech Red Dot Sight og en EOTech 4 x forstørrelse. Som sekundært våben bruger han en STI .40 pistol, der føres i et lårhylster eller på brystet. Desuden foretrækker han sandfarvede Oakley handsker og bærer et kompas eller GPS på højre håndled.

Shadow Army
Al Qaidas eliteenhed, Shadow Army, også kaldet Lashkar al Zil. Enheden er baseret på et samarbejde mellem de bedste folk fra Al Qaida, Taliban og Haqqani-terrornetværket, og den har en klar militær organisations-struktur. Shadow Army ledes af Khalid Habib al Shami, et topmedlem af Al Qaida, der har kommandoen over et antal brigader, bataljoner og kompagnier. Shadow Army består af mindst to tusinde krigere fra blandt andet Saudi Arabien, Yemen, Nord-Afrika, Kaukasus og Irak og råder over mere end hundrede og halvtreds træningslejre i Pakistans nord-vestlige Waziristan-provins, der støder op til Afghanistan. Det er en velorganiseret, veludrustet og kompetent enhed og har i modsætning til mere regulære Al Quida- og Talibanenheder blandt andet night vision goggles, sniper-rifler, GPS´er og satellittelefoner.
Mohammed Jamal Azzam er operationel leder for den celle, der har ansvaret for produktion af selvmordsbomber og træning af selvmordsbombere, som sendes til Afghanistan. Det er sparsomt hvad man ved om ham, udover, at han er fra Yemen, uddannet som kemiker på universitet i Cairo og menes at være i starten af trediverne. Azzams celle er lokaliseret i bjergområderne i Waziristan langs den afghanske grænse og har længe været et prioriteret mål for Task Force Black.
!! Bemærk krigernes bukser (billedet), som stumper over støvlerne. Islamistiske krigeres bukseben hænger næsten altid minimum femten centimeter oppe ad benet, for hvis de rører jorden, er det ifølge profeten et udtryk for hovmod og forfængelighed.

Task Force Black
Den tophemmelige eliteenhed består af én squadron fra Delta Force på cirka firs mand, én squadron fra britiske Special Boat Service, SBS, på cirka halvtreds mand og tre patruljer på hver seks mand samt et støtteelement på fem mand fra det danske jægerkorps. Derudover har task forcen et støttekompagni på hundrede og halvtreds mand fra US Army Rangers, fast tilknyttede helikoptere og en stab, som forsyner elitesoldaterne med klodens mest avancerede militære isenkram, efterretningsinformationer, ammunition samt mad og drikke.
Taskforcens mål: at tilfangetage eller eliminere Shadow Armys topterrorist Mohammed Jamal Azzam.

Bagram Air Base
Task Force Black holder til på den amerikanske flybase, som ligger i 1500 meters højde omgivet af bjerge på det tredive kilometer brede og firs kilometer lange Shomali Plateau. Mod syd fører vejen til Kabul, og skærer sig igennem det tørre landskab, som stadig er et af verdens mest mineinficerede områder efter krigen mellem Taliban og Den Nordlige Alliance i slutningen af 1990´erne. Mod nord rejser Hindu Kush-bjergene sig og bag dem, ’sneens hjem’, Himalaya-bjergkæden. De sovjetrussiske tropper benyttede Bagram under deres ti år lange besættelse af Afghanistan i 1980´erne. Siden den amerikansk ledede invasion af landet i slutningen af 2001 har basen fungeret som et logistisk knudepunkt for krigsindsatsen, og den er hjem for tusinder af tropper samt fly og helikoptere.

160th Special Operations Aviation Regiment (SOAR) – ”Night Stalkers”
En MH-47 Chinook helikopter fra SOAR - samme type som Task Force Black benytter til insertion og extraction af patruljerne fra Delta Force, SBS og Jægerkorpset.
Den store transport-helikopter med tandem-rotorer opereres af SOAR, som anses for at være verdens bedste militære helikopter-enhed. Den er specialiseret i at flyve for eliteenheder og SOAR benytter de mest moderne og avancerede helikoptere, som flyves af specialudvalgte og særligt kompetente piloter.
Helikopteren har blandt andet lufttankingskapacitet, større brændstoftanke, et sofistikeret navigations- og radarsystem samt et fast-rope/rapelling system.


MC-130H Combat Talon II
Plessners patrulje, VIKING 01, bliver indsat med faldskærm fra en MC-130 Combat Tallon. Flyet er en specialudviklet C-130 Hercules transportmaskine, og de første udgaver blev udviklet under Vietnam-krigen. Flyet har en særlig kantet og overdimensioneret næse, som indeholder en avanceret radar og fremadrettede infrarøde sensorer, der gør de særligt uddannede piloter i stand til med natbriller at trænge igennem et fjendtligt luftrum og flyve low-level i helt ned til femoghalvfjerds meter over jorden i al slags vejr. Det avancerede fly kan lande på og lette fra airstrips, der er helt ned til fire hundrede meter lange, og fordi det er konstrueret til at tanke i luften, kan det overflyve flere kontinenter uden at lande. De specielle navigationssystemer gør det desuden muligt at beregne en landezone med få meters nøjagtighed til gavn for elitesoldater, der med faldskærm springer ud af flyet fra ti kilometers højde.

Predator MQ-9 Reaper “hunter-killer”-model
Den ubemandede drone bliver i stigende grad anvendt af amerikanerne over Afghanistan og ikke mindst over Waziristan i forbindelse med bekæmpelsen af Al Qaida og Taliban.
Dronen er elleve meter lang, og de retlinede vinger har et tyve meter langt spand. Bagerst på kroppen sidder propellen, som bliver drevet af en Honeywell turboprop motor med 900 hestekræfter, hvilket giver den en cruise-hastighed på tre hundrede kilometer i timen og en aktionsradius på op til seksten timer. Snuden er fyldt med avanceret elektronik, blandt andet kommunikationsudstyr, som er rettet mod de amerikanske spionsatellitter i rummet, et MX-15i WESCAM-kamera, der kan aflæse en nummerplade i tre tusinde meters højde og et altvejrs multispektralt målsøgningssystem, som kan lede de ti AGM-114 Hellfire-missiler i bugen mod mål på jorden indenfor to meters nøjagtighed.

Den pakistanske efterretningstjeneste, Inter-Services Intelligence, ISI.
ISI har blandt andet til opgave at aflytte og overvåge kommunikation og gennemføre hemmelige offensive operationer i ind- og udland. ISI beskæftiger efter sigende omkring 10.000 officerer og medarbejdere samt tusindvis af informanter. ISI har hovedkvarter i Pakistans hovedstad, Islamabad.
Den sovjetiske invasion af Afghanistan i 1979 gjorde Pakistan til et land af afgørende geostrategisk betydning. USA´s efterretningstjeneste, CIA, dannede efter invasionen hurtigt en alliance med ISI med henblik på at bekæmpe den sovjetiske besættelse. CIA og ISI uddannede titusindvis af afghanske Mujahideener, som blev sendt til Afghanistan for at kæmpe mod sovjetrusserne. Efter Sovjetunionen trak sine tropper ud af Afghanistan i 1989 fortsatte ISI med at deltage aktivt i den afghanske borgerkrig og støttede Taliban i deres kamp mod den afghanske regering. Støtten til Taliban udløb officielt efter terrorangrebene den 11. september 2001, men det er alment kendt, at elementer i ISI fortsætte med at støtte Taleban – herunder blandt andet ISI´s berygtede S-Wing.
S-Wing
Det formodes, at ISI koordinerer alt sit samarbejde med terrorgrupper gennem S-Wing, et hemmeligt og magtfuldt netværk, der består af nuværende og tidligere militært personel.
Man har kendt til S-Wing længe. Den tog sandsynligvis form i 80'erne, og er siden vokset i størrelse og styrke. S-Wing formodes at være arkitekten bag Taliban-bevægelsen, der blev grundlagt i 1990´erne, hvor unge mænd fra flygtninglejre og madrasser i Pakistan blev uddannet til krigere og sendt til Afghanistan.
Det påstås, at alle hemmelige operationer i blandt andet Afghanistan og Waziristan, herunder samarbejdet med Al Qaida og Taliban, håndteres af S-Wing.
I oktober 2009 blev to mænd, David Headley og Tahawwur Rana, anholdt i Chicago og sigtet for at planlægge et terrorangreb mod Jyllands-Posten som hævn for avisens Muhamed-tegninger. Under retssagen i Chicago redegjorde Headley for, at Pakistans efterretningstjeneste ISI – tilsyneladende S-Wing - havde kendskab til planerne og ligefrem er »spredt som en paraply over de militante grupperinger i Pakistan«.
Det formodes også, at det var agenter fra S-Wing, som kendte til Osama Bin Ladens årelange skjul i Abbottabad og måske endda faciliterede skjulestedet. S-Wing spiller en betydelig rolle i romanen.


Fakta Afghanistan
Landet grænser op til Pakistan mod syd og øst, Iran mod vest, Turkmenistan, Usbekistan og Tadsjikistan mod nord og Folkerepublikken Kina i det fjerneste nordøst. Med sine 647.500 km² er Afghanistan verdens 41. største land. Til sammenligning er landet lidt større end Texas.
Afghanistan er en indlandsstat og meget bjergrig i Syd-Centralasien, med sletter i nord og sydvest. Det højeste punkt er Nowshak i 7.485. Store dele af landet er tørre, og ferskvandsforsyningerne er begrænsede. Det endorheiske Sistanbassin er en af de tørreste regioner i verden. Landet har kontinentalklima med varme somre og kolde vintre. Afghanistan består af 34 provinser, som hver har en hovedstad. Shadow Army foregår i Khost provinsen, hvor hovedstaden hedder Khost.
Afghanistan er en kulturelt forskelligartet nation, en mellemting mellem den østlige og den vestlige verden, og har været et gammelt centrum for handel og migration. Landet har en vigtig geostrategisk placering, idet det forbinder Syd-, Central- og Sydvestasien. Gennem dets lange historie har landet ofte været invaderet og besat. Siden de sene 1970'ere har Afghanistan lidt under vedvarende og brutale borgerkrige, der omfattede udenlandske indblandinger i form af den sovjetiske invasion i 1979 og den nutidige Krig i Afghanistan, der afsatte Taliban-regeringen. I slutningen af 2001 autoriserede FN's sikkerhedsråd oprettelsen af en hjælpehær. Denne hær består af NATO-tropper, der er der for at hjælpe Hamid Karzais regering med at oprette en lovformelig stat, såvel som genopbyggelsen af infrastrukturen. Desuden gennemfører USA Operation Enduring Freedom i Afghanistan.
Pasthunerne er den største etniske gruppe og strækker sig mod øst helt til Indus-floden i vore dages Pakistan (se kort). Derpå følger tadsjiker (27%), hazarere (25%), usbekere (9%), aimakker (3%), turkmenere (3%), balucher (2%) og 30 mindre folkeslag (4%) tilsammen. Det er almindeligt at være tosproget i Afghanistan. Et mindre antal etniske minoriteter, først og fremst sikher og hinduer taler punjabi.
Religiøst er afghanerene først og fremmest muslimer (omtrent 60 % er sunnimuslimer og 35 % shiamuslimer). Der er også hindu og sikh-minoriteter. En mange hundredår gammel jødisk minoritet på mange tusinde er forsvundet i løbet af nogle få år. Mange af disse er flygtet i løbet af borgerkrigen i 90'erne til nabolande, Europa og Amerika. Med Talibans fald er et antal sikher kommet tilbage til Ghazni-provinsen i Afghanistan.

Pashtunwali:
Pashtunwali er en ikke-skriftlig etisk kodeks og traditional livsstil, som de indfødte pashtunske folk fra Afghanistan og Pakistan lever efter og er stadig udbredt især i stammesamfundene i landdistrikterne.
Pashtunere beskrives ofte som voldsomt selvstændige mennesker, og deres kultur har altid været uden offentlig regel eller kontrol.
Kernen i pashtunernes stammeopbygning er slægtskabet mellem de mandlige medlemmer. En pashtun er en søn af en pashtun. Kvinderne forlader deres familie, når de bliver gift, og jord går i arv fra fædre til sønner - eventuelt til brødre eller fætre. Derfor er drengebørn nødvendige for at sikre familiens ære og fortsatte beståen – og en kvindes chance for indflydelse kommer let til at afhænge af, hvor mange sønner hun føder.
Nedenstående beskrives en række vigtige begreber i Pashtunwali:
Nang, ære
Nøgleordet i Pashtunwali. Dette kommer til udtryk i en skarp sort-hvid, alt-eller-intet adfærd. Uden ære er livet ikke værd at leve for en Pashtun. Ifølge Pashtunwali er det en mands absolutte pligt mænd at beskytte sin familie, stamme og hjemegn.
Melmastia, gæstfrihed
En pashtun skal udvise gæstfrihed og dyb respekt for alle besøgende, uanset race, religion, nationale tilhørsforhold samt økonomisk status og desuden gøre det uden håb om vederlag eller gentjeneste. Pashtunere anses for at være de mest gæstfrie mennesker i verden, og en pashtun vil gå meget langt for at vise sin gæstfrihed.
Nanewatei, asyl
Nanwatei praktiseres når der skal gives asyl til en person, der anmoder om beskyttelse mod sine fjender. Den person skal ifølge Pashtunwali beskyttes med alle midler – om nødvendigt med beskytterens eget liv. Selv personer der har begået forbrydelser, eller anses som fjender, skal have asyl, indtil situationen er afklaret.
Badal, retfærdighed
At søge retfærdighed eller tage hævn over en synder. Dette gælder for uretfærdigheder begået i går eller for 1000 år siden, hvis synderen stadig lever. Selv en simpel hån (eller "Paighor") er betragtet som en fornærmelse, der normalt kun kan godtgøres ved at udgyde blod (og hvis han ikke er til rådighed, så hans næste nærmeste mandlige forhold). Dette fører igen til en blodfejde, der kan vare i generationer og involvere hele stammer med tab af hundreder af menneskeliv.
Imandari, retskaffenhed
En pashtun skal altid stræbe efter at tænke gode tanker, tale gode ord og udføre gode gerninger. En pashtun skal desuden opføre sig respektfuldt overfor alle skabninger herunder mennesker, dyr og miljøet omkring dem. Forurening af miljøet eller dets ødelæggelse er imod Pashtunwali.
Hujra
Traditionelt en klub og socialt centrum for mænd i form at et værelse eller bygning, der findes i hver eneste landsby. Det er også normalt, at de enkelte husstande har deres egen lille, private hujra.
Jirga
Rådslagning blandt mænd i pashtunske landsbyer og stammemiljøer. Som i mange andre stammesamfund er det landsbyens fremtrædende mænd, som regel de ældste, der diskuterer de interne stridigheder og lokale anliggender. Diskussionen slutter normalt først, når man er blevet enig om en beslutning.
Lashkar
En milits eller mindre hærenhed bestående af pashtunere. Militsen bliver dannet med henblik på gennemførelse af en eller flere beslutning truffet af en jirga.